
Anarchy
Makes us happy
In this awfully
Numbered world
I'm ready to
Break the walls
Of safety
An occult knowing
Of what you
Think of
Makes me do
What you want
I would break
That gilded
Hourglass
Photo: Platform
LIFE IS THE BODY/LOVE IS THE DRUG
I trust that
My skin will
Be warm enough
To evaporate the
Water of the
Thin fabric
Fragile dreams
Like damp air
Disappearing out the
Window
Shape your mouth
And send them
Away with a blow
Of sweet breath
They will explode
Like soap bubbles
No escape
No damage control
He would spin gold
On you thoughts
And put you in
Some of those
Slight cages
Of dust and metal
Wire
But you'll be
Caught by the wind
Blowing with it
Till you reach the
Cold fabric above
Smiling while
Damaging it
A million pieces
Of the sky
Small drops of
Water in that
Fall of hair
You shake the
Pearls off
They land on
My arms
Sinking into my
Skin in silence
Look, your blood
Weaved with mine
Crimson
Jeg kunne starte
Ved dine støvler
Og slutte ved
Dit hår som
Står om hovedet
Stjernekaster
Dine tanker gnistrer
I luften
Mens de bevæger
Sig gennem rummet
Måske er jeg
Den eneste
Der kan se de lyser
Du lyser

Electricity dancing on
Fingertips
I just want to tear
Split the muscles in the
Back apart
Slowly making a demand
Those ambiguous words
Making my head
Scream in protest
Nobody, no one knows
Not even the person
With the mask
Play it louder
So that I can only
Feel my own body
Blowing off
No function by
This hour
I'm spinning , spinning
Round, round, round
Can only feel the deep
Pulse of the music
And one scent
Fastened in my brain
Jeg vil se solen, livet, flimre
Når jeg lukker mine øjne
Og mærke hænder på mine læber
Når jeg taler
Røre blødt græs
Med bare fødder
Som bliver våde af dug
Og skærer sig på rimfrost
Se, mørket lægger sig om os
Som transperent sort stof
Gør blikket sløret og fremhæver
Alt der ikke kan ses
Varmen farver luften
Mat himmel
Skyerne vil bevæge
Sig ud gennem atmosfæren
Solen bevæger sig
Mod jorden
Sætter os til vægs
Med stråler som
Giver bladene farver
Og de brænder villigt
Læner sig mod lyset
Og bliver fanget af'
Et inferno af varme
Hypnotiseret af nuancer
Som ikke eksisterer
Rækker jeg ud og
Vil røre kilden
Til liv
Ænser ikke smerten
Ej heller bekymres jeg
Ved tanken om sammenstødet
Som må komme
Nærmer sig mens tiden
Forsvinder og der til sidst
Kun er øjne, skæbner
Tilbage i en tåge som
Bliver til ingenting
Mat støv